mellem rum
- en soloudstilling af Ditte Johanne Krogh Bertelsen/ kuratering og tekst af Josephine Fity
Rammen for udstillingen mellem rum er en nedlagt frisørsalon med reminiscenser fra stedets tidligere funktion; en vaskestol, et spejl, en hårtørrer. I dette rum præsenteres vi for en videoinstallation og 14 fotografier. Det er ikke tilfældigt, at Ditte Johanne Krogh Bertelsens værker indgår i sådan et setting i stedet for et mere klassisk udstillingsrum. Den fysiske ramme for udstillingen afspejler hendes måde at indtage rum på i hendes værker.
Krop, rum og bevægelse er helt centralt i Bertelsens kunstneriske virke, som arbejder i krydsfeltet mellem fotografi, video, installation og performance. Udgangspunktet er hende selv og nærmere betegnet hendes nøgne krop, som hun bruger som et redskab til at undersøge vores væren i verden. En væren i verden, som ikke er forudbestemt af en fikseret indvendig essens, men en kontinuerlig og uophørlig materialisering og forhandling af muligheder og sociale koder.
Et rum og en nøgen krop mødes i en gensidig forhandling. Den nøgne krop hænger fra en trappe, kryber ind i en reol, sidder sammenkrøllet i et badekar, ligger på et køkkengulv – ophører med at være krop, samtidig med, at kroppen bliver ekstrem nærværende – som Josephine Philips lyrik lyder –’falder ind, falder ud’ som krop. Kroppens logiske struktur bøjes, strækkes, krølles sammen, dukker op uventede steder – under en sofa, integreret i møbler. Falder ind i, falder ud af sine omgivelser.
De rum, som vi møder i værkerne, tilhører hjemmet; en stue, et badeværelse, et loft, et køkken. Det er velkendte rum, men i Bertelsens værker møder vi hele tiden små forstyrrelser, der forskyder det velkendte. Bl.a. stilethæle, som er at finde i flere af værkerne og som er et tilbagevendende motiv i Bertelsens virke, fungerer som en sådan forstyrrelse, der ændrer kroppens fremtoning og gør motiverne pågående nærværende. Stilethæle, som en markør for det feminine par excellence, sidder i værket Untitled 43 på et par ben beskåret ved knæene og befinder sig i et køkken. Skoenes placering skaber let associationer til den hjemmegående husmor, hvis plads traditionelt forbindes med hjemmet. Men benene stritter lige op i luften hvilende op ad et komfur og pludselig fremstår stiletterne mere som to spidse syle – et våben, der referer til ordets oprindelige betydning (stiletto = lille spids kniv) og punkterer associationen til husmoderen, der bogstavelig talt bliver vendt på hovedet. En lignende forskydning sker i værket Untitled 36, hvor stiletterne - som er placeret på hænder og fødder af den sammenbøjede krop, der går hen over et gulv - pludselig minder mere om hove på et dyr. Narrativet er ikke skabt ud fra en serie af logiske virkningskæder eller lineære narrativer, men i højere grad intuitivt og skulpturelt.
Fotografiernes formelle struktur er væsentlig at fremhæve i forhold til Bertelsens værker, da hendes værker ikke blot afspejler en tematisk kompleksitet og ‘ontologisk usikkerhed’ omkring krop og rum – de producerer den selv. Alle billeder er affotograferet med en Iphone, som Bertelsen har lige ved hånden, der giver værkerne en let grynet overflade og ligger sig i forlængelse af snapshot fotografiets ofte teknisk uperfekte billede og det der giver hendes til tider surreelle opstillinger snapshotets virkelighedsnære aura. Ligesom kroppen bliver en forlængelse af de rum, som de indgår i, er vores telefoner i dag blevet en forlængelse af vores krop. Iphonens øjeblikkelige registrering af det forglemte og det trivielle kommer til at fremstå med en forbløffende intensitet.
Der eksisterer en konstant forskydning mellem rum, som beskueren inviteres ind i. Hendes praksis kan læses som en dialog med performancekunstnere som bl.a. Marina Abramović og Stuart Brisley, hvor kroppen bruges som et værktøj til at adressere sociale, fysiske og mentale strukturer. Hjemmets rum, som vi forbinder med intimitet og komfort, bliver i hendes værker udfordret og forvandlet til scener for performative handlinger, hvor alvor og humor, det trygge og det farlige, det normale og det absurde, det menneskelige og det dyriske hele tiden er i spil. Hendes værker bevæger os mod det rum, hvor der er en ‘fejltilpasning’ og vi er nødt til at justere og omkalibrere på en eller anden måde. Bertelsen bruger fotografi og krop til at afsøge muligheder for nye perceptioner, hvor vi som beskuere falder ind, falder ud af det velkendte og normaliserede.
mellem rum (between spaces)
- A solo exhibition by Ditte Johanne Krogh Bertelsen / Curating and text by Josephine Fity
The setting for the exhibition mellem rum is an abandoned hairdresser salon with remnants of its former function: a washing chair, a mirror, a hair dryer. In this space, we encounter a video installation and 14 photographs. It is no coincidence that Ditte Johanne Krogh Bertelsen's works are presented in such a setting rather than in a traditional exhibition space. The physical framework of the exhibition reflects her way of engaging with spaces in her works.
Body, space, and movement are central to Bertelsen's artistic practice, unfolded through photography, video, installation, and performance. Her starting point is herself—more specifically, her naked body, which she uses as a tool to explore our existence in the world. This existence is not predetermined by a fixed inner essence but is instead a continuous and ongoing materialization and negotiation of possibilities and social codes.
A space and a naked body meet in mutual negotiation. The naked body hangs from a staircase, crawls into a shelf, sits curled up in a bathtub, lies on a kitchen floor—ceasing to be a body while simultaneously becoming intensely present. And following the expression of Josephine Philip’s lyrical world, it ‘falls in, falls out’ as a body. The body’s logical structure bends, stretches, crumples, and emerges in unexpected places—under a sofa or integrated into furniture. It falls into and out of its surroundings.
The spaces we encounter in the exhibition belong to the home: a living room, a bathroom, an attic, a kitchen. These are familiar spaces, yet in Bertelsen’s works, subtle disruptions constantly displace the familiar. High- heeled shoes for instance – they appear in several of the works and is a recurring motif in Bertelsen’s practice – serving as a disruption, altering the body’s appearance rendering the images insistently present. In Untitled 43, stilettos — markers of femininity par excellence — are worn on a pair of legs cropped at the knees, positioned in a kitchen. The placement of the stilettos evoke associations to the traditional housewife, whose domain is historically tied to the home/ kitchen. However, the legs point straight up in the air, resting against a stove, and suddenly the stilettos resemble sharp daggers — a weapon referencing the original meaning of the word stiletto (a small pointed knife). This inversion punctures the housewife association, quite literally flipping it on its head. A similar disruption occurs in Untitled 36, where the stilettos – worn on both the hands and feet of a bent-over body crawling across a floor – suddenly resemble the hooves of an animal. The narrative is not created through a series of logical causal links nor a linear storytelling but rather through an intuitive and sculptural approach.
The formal structure of Bertelsen’s photographs is critical to understanding her work, as it not only reflects thematic complexity and "ontological uncertainty" regarding body and space but actively produces it. All the images are captured using an iPhone, a tool Bertelsen keeps close at hand. This gives the works a slightly grainy surface, aligning with the often technically imperfect quality of snapshot photography and lending her occasionally surreal compositions the realistic aura of the snapshot. Just as the body extends into the spaces it inhabits, our phones today have become extensions of our bodies. The iPhone’s ability to instantly capture the overlooked and the mundane imbues these moments with startling intensity.
There is a constant displacement between spaces that the viewer is invited to engage with. Bertelsen’s practice can be seen as a dialogue with performance artists such as Marina Abramović and Stuart Brisley, where the body is used as a tool to address social, physical, and mental structures.
The domestic space we associate with intimacy and comfort is, in her works, challenged and transformed into a stage for performative actions, where seriousness and humor, the safe and the dangerous, the normal and the absurd, the human and the animalistic are constantly at play. Her works draw us into a space of "misalignment," where we are compelled to adjust and recalibrate somehow. Bertelsen uses photography and her body to explore new perceptions, where we as viewers fall in and out of the familiar and normalized.
Installation photos by Jan Søndergaard
